Har netop været inde at se Jagten på lykken med will Smith og hans, også i virkeligheden, 5 årige søn. En rigtig god tåreperser om den velkendte sociale elendighed for alt for mange amerikaner i verdens rigeste land. Det er dog en hollywoodfilm, så hvis bare man prøver hårdt nok... Suk. Når men det var nu en god oplevelse, som gav anledning til lidt filosoferen efterfølgende. På Vesterport på vejen hjem køber vi hus forbi af en hjemløs og jeg ærger mig over at jeg ikke har givet ham mere end den obligatoriske tyver. Lidt efter kommer der en bums som vist er lidt yngrer end os og bummer et par smøger af Zara. Jeg er stoppet med at ryge. Han sætter sig på bænken og sludrer lidt. Det er svært at vurdere om han er påvirket eller bare lidt skør, så mit bedste bud er at han nok er begge dele. Han fortæller at han har stjålet en flaske vin, selvom det er svært med alle de kameraer, fordi han er på røven. Og jeg svarer at det kan man jo blive nød til og at jeg godt kender til det med at være på røven. Jeg spekulerer på hvor mange af livets uheldige omstændigheder der mon er mellem hans og min skæbne? Nok ikke så mange som den tilfældige forbipasserende ville tro når han så os på bænken der: Ham sølle klædt, beskidt og med en anelse af vanvid i øjnene. Mig i min pæne læderjakke, hjemmestrikket halstørklæde og nye vinterstøvler uden synlige spor af nogen form for elendighed. Jeg priser mig lykkelig for alt det jeg trods alt har genvundet nu. Og sender tak til dem som hjalp mig på vej. Og en bøn til staklen der på perronen. Håber jeg en dag kan gøre noget mere for andre selv. Jeg tænker på alle dem som trods alt ikke er istand til at udleve den amerikanske drøm i jagten på lykken.
