En af ugens ubehagelige afsløringer var fra bostedet Strandvænget for udviklingshæmmet. Jeg må med det samme tilstå at jeg desværre ikke fik set udsendelsen i sin fulde længde. Alligevel kalder den på nogen kommentare dels fordi jeg har fuldt med i i den efterfølgende debat dels fordi problematikken ikke er enestående.
Når men de fleste af os kan nok blive enige om at vi selvfølgeligt skal behandle disse mennesker ordentligt. Og at dette bl.a. indebærer en anstændig tone og gebærden i øvrigt. Mange syntes også, som fx Mette Lisby m.fl. i God Aften Danmark, at de mennesker som skal tage sig af dem bør være ildsjæle, at de bør se det som et kald, hvor fx det at sørge for at en given klient har en tør numse er en tilfredsstillelse i sig selv. Det er så her hvor jeg gerne vil tillade mig at risikere min almindelige anseelse ved at hævde at denne forestilling om sygehjælperen, eller hvad de hedder efterhånden, som en anden Mother Theresa ikke er realistiskt. Bevares de findes uden tvivl. Men hvis man forstiller sig at man udelukkende kunne ansætte mennesker med sådanne kvaliteter til omsorgssektoren så har man et seriøst rekruteringsproblem! Realistisk set må vi acceptere at disse ildsjæle ikke findes i de mængder vi ønsker. Det betyder naturligvis ikke at man bør lade stå til. Tværtimod bør man fra centralt (politisk) hold søge at forbedre uddannelserne og give bedre efteruddannelsestilbud. Det er min erfaring fra mit arbejde med mennesker at langt de fleste starter ud med en høj moral og et inderligt ønske om at gøre en forskel. Men det er også min erfaring at mange brænder ud. Hvorfor mon? Det burde man givetvis forske noget mere i, men jeg vil gerne give et par bud:
1. Først og fremmest tror jeg mange brænder ud fordi de i praksis ikke har mulighed for at gøre den forskel de drømte om. Typisk fordi ressourcerne ikke er til det på enkelte institutioner. Dette er ikke ment som en undskyldning for uanstændig opførsel, blot som en lille del af forklaringen.
2. En anden del af forklaringen er uden tvivl den virksomhedskultur som eksisterer på de enkelte institutioner. Således er det svært i længden ikke at falde ind i de rutiner og vaner som de øvrige kollegaer praktiserer. Dette er selvfølgeligt ledelsens ansvar at promoverer en hensigtsmæssig kultur fx med pædagogisk debat og vision og retningslinjer, efteruddannelse mm..
3. Endelig hviler der naturligvis også et ansvar på den enkelte medarbejder om at se på sig selv og vurderer om ikke man burde tage sig selv og sin arbejdsindsats op til revision ind imellem. Her var det måske en ide, at ledelsen gav incitament til at medarbejderne efter ønske kunne få nye indput og udfordringer ved diverse seminar, roteringsordninger og ved at man i højere grad forsøgte at variere arbejdsindholdet.
Tro mig: Selv den største ildsjæl kan miste tilfredsstillelsen ved at skifte en ble.
Bortset fra det mener jeg at vi skal måle vores samfunds kvalitet på den måde vi behandler de svageste på. Men husk også det store billede fremfor udelukkende at lade sig forarge over enkelt individers tarvelige opførsel. Mange af dem har selv været ildsjæle en gang. Og vi må derfor finde ud hvad gik galt undervejs.
Forsøgte at holde mig vågen til den store Oscar finale igår nat fra Hollywood. Det lykkedes desværre ikke helt da vik gik i seng i national skuffelse over den manglende anerkendelse til Susanne Biers Efter Bryllupet. Men hun kan vel nå det endnu. Det var tilgengæld spørgsmålet om den berømmede instruktør Martin Scorcese på 74 år, som bl.a. står bag storslåede film som Goodfellas, The Aviator og Gangs of New York, ville opnå en Oscar i levende live efter 5 mislykkedes forsøg. Det gjorde han så eftertrykkeligt med både medste instruktion, film, klipning plus en jeg ikke husker. Har ikke haft fornøjelsen af at se The Departure endnu, men der venter givetvis et medrivende gangsterdrama, som jo er hans speciale. Jeg syntes Martin Scorcese virker som en herlig type og klappede i mine små hænder da jeg tjekkede teksttv tidligere idag. Når men ellers ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med det Hollywood Glamour. Syntes på den ene side det tendere en gang opreklameret selvforherligelse, men er på den anden side netop fascineret af glamouren mm.. Berømmelsen, succeen, den store kunst, den manglende kunst, det kunstige, de smukke, solstrålehistorierne, pengene osv. det drager altsammen må jeg bryde sammen og tilstå. Og Hollywood har jo trods alt også leveret timevis for ikke sige månedsvis af underholdning til min ydre såvel som indre skærm. Man, eller i alt fald jeg, kan jo ikke undgå at blive påvirket. I den forstand er jeg vel betydeligt mere indoktrineret og hjernevasket af Hollywood end DR`s børneprogrammer i 70èrne og nuværende nyhedsprogrammer mm. som nogen stadig ynder at beskylde for at være tendentiøst venstreorienteret ??? Når men jeg kan jo så trøste mig med at Hollywood eftersigende er venstreorienteret efter amerikanske forhold og vi så da også en hvis Hr Gore blive hyldet igår, så der er måske noget om snakken. Højdepunktet for mit vedkommende var da også den slet skjulte antydning fra festens vært Ellen, om at Al Gore vandt men alligevel tabte det seneste præsidentvalg da han blev offer for mærkværdige hændelser i forbindelse med optællingen af stemmer i George Bushs brors guvernør stat. Gore fik vist iøvrigt også en Oscar for sin film om den globale opvarmning, som faste læser af denne blog vil vide optager mig meget. GO GORE! Så den glæder jeg mig også til. Alt i alt er Oscar uddellingen da trods alt meget uskyldig og når heldigvis ikke Nobelprisen i anseelse. Og lidt spænding og glamour kan man jo altid godt bruge...så drømmer vi lidt...så kan vi lidt endnu...måske vinder jeg i lotto....jpg)
