Så tæller jeg ned. Et år tilbage så er jeg fyrre og færdig. Jeg har gået og opfattet mig selv om ung, men nu går den snart ikke længere. Er der noget mellem ung og gammel efterhånden, spørger jeg håbefuldt? Middelalderlig eller hvad? Det lyder sku da også gammelt og giver associationer om panikalder. Syntes nu ellers nok jeg har taget min tørn hvad panikanfald angår...suk. Måske det er fordi at jeg ikke er blevet velsignet med børn, at jeg har haft lidt svært ved at acceptere realiteterne? Grå hår har jeg nu fået alligevel og jeg har da også langt fra følt det som en dans på roser. I så fald har det været på giftige torne som har foranlediget angst, flugt, misbrug, paranoia og en forvrænget og uvirkelig ondskabsfuld virkelighed, samt et ekstremt lavt selvværd. Men ulykken syntes så småt vendt nu. Virkeligheden begynder at tage nogen fornuftige propotioner, stemmerne forsvinder, realiteterne bliver til at tage og føle på, angsten fordamper og selvtilliden vokser stille men støt om kap med håbet. Måske er det alligevel ikke så tosset snart at runde de magiske fyrre. Mine drømme er ikke længere så materielle og pompøse som tidligere. Jeg ønsker mig først og fremmest ro i sindet, kærlighed og lidt mere indhold i livet.
