Vedrørende Strandvænget, ildsjæle og ansvarets placering.

En af ugens ubehagelige afsløringer var fra bostedet Strandvænget for udviklingshæmmet. Jeg må med det samme tilstå at jeg desværre ikke fik set udsendelsen i sin fulde længde. Alligevel kalder den på nogen kommentare dels fordi jeg har fuldt med i i den efterfølgende debat dels fordi problematikken ikke er enestående.
Når men de fleste af os kan nok blive enige om at vi selvfølgeligt skal behandle disse mennesker ordentligt. Og at dette bl.a. indebærer en anstændig tone og gebærden i øvrigt. Mange syntes også, som fx Mette Lisby m.fl. i God Aften Danmark, at de mennesker som skal tage sig af dem bør være ildsjæle, at de bør se det som et kald, hvor fx det at sørge for at en given klient har en tør numse er en tilfredsstillelse i sig selv. Det er så her hvor jeg gerne vil tillade mig at risikere min almindelige anseelse ved at hævde at denne forestilling om sygehjælperen, eller hvad de hedder efterhånden, som en anden Mother Theresa ikke er realistiskt. Bevares de findes uden tvivl. Men hvis man forstiller sig at man udelukkende kunne ansætte mennesker med sådanne kvaliteter til omsorgssektoren så har man et seriøst rekruteringsproblem! Realistisk set må vi acceptere at disse ildsjæle ikke findes i de mængder vi ønsker. Det betyder naturligvis ikke at man bør lade stå til. Tværtimod bør man fra centralt (politisk) hold søge at forbedre uddannelserne og give bedre efteruddannelsestilbud. Det er min erfaring fra mit arbejde med mennesker at langt de fleste starter ud med en høj moral og et inderligt ønske om at gøre en forskel. Men det er også min erfaring at mange brænder ud. Hvorfor mon? Det burde man givetvis forske noget mere i, men jeg vil gerne give et par bud:
1. Først og fremmest tror jeg mange brænder ud fordi de i praksis ikke har mulighed for at gøre den forskel de drømte om. Typisk fordi ressourcerne ikke er til det på enkelte institutioner. Dette er ikke ment som en undskyldning for uanstændig opførsel, blot som en lille del af forklaringen.
2. En anden del af forklaringen er uden tvivl den virksomhedskultur som eksisterer på de enkelte institutioner. Således er det svært i længden ikke at falde ind i de rutiner og vaner som de øvrige kollegaer praktiserer. Dette er selvfølgeligt ledelsens ansvar at promoverer en hensigtsmæssig kultur fx med pædagogisk debat og vision og retningslinjer, efteruddannelse mm..
3. Endelig hviler der naturligvis også et ansvar på den enkelte medarbejder om at se på sig selv og vurderer om ikke man burde tage sig selv og sin arbejdsindsats op til revision ind imellem. Her var det måske en ide, at ledelsen gav incitament til at medarbejderne efter ønske kunne få nye indput og udfordringer ved diverse seminar, roteringsordninger og ved at man i højere grad forsøgte at variere arbejdsindholdet.
Tro mig: Selv den største ildsjæl kan miste tilfredsstillelsen ved at skifte en ble.
Bortset fra det mener jeg at vi skal måle vores samfunds kvalitet på den måde vi behandler de svageste på. Men husk også det store billede fremfor udelukkende at lade sig forarge over enkelt individers tarvelige opførsel. Mange af dem har selv været ildsjæle en gang. Og vi må derfor finde ud hvad gik galt undervejs.